Oprindeligt lavede værfterne alt selv. Der var en meget stor og forskelligt sammensat medarbejdergruppe. Det meste af det der blev produceret var nærmere håndværksmæssigt produceret, end industrielt fremstillet.

Værftet fremstillede selv sine pumper under navnet Cimbria, og var faktisk selv underleverandør til andre værfter i landet.

I 1960érne steg produktiviteten på værftet med 600 procent. Arbejdsgangene blev gennemgået, der kom tidsstudier, nye kraner og andre effektive maskiner blev introduceret. Logistikken blev forsøgt tilrettelagt så effektivt som muligt, og det lykkedes faktisk et år at lade hele 13 skibe løbe af stabelen, hvilket er imponerende.

Bagsiden var dog, at mange af de håndværksmæssigt udførte opgaver ikke længere kunne betale sig. Værftet begyndte i stedet at købe massefremstillede produkter, som bare skulle sætte sammen og op i skibene.

Nogle af opgaverne blev efterhånden ikke længere udført af værftets egne medarbejdere, men af virksomheder der kom til som specialister. Det gav mange konflikter mellem medarbejderne og værftet. Ofte så medarbejderne underleverandørerne og deres folk som løntrykkere.

Det havde også sine fordel, når mestrene kunne ringe efter ISS, der så kom og tog det beskidte arbejde, eller sandblæserne og malerne der måtte arbejde om natten med deres støjende maskiner og ildelugtende maling.

Underleverandørerne er kommet og gået gennem årene. Det var dem det gik ud over. De blev presset, og kunne skæres væk, når ordren var udført. Værftet havde ingen forpligtigelser som den overskudsdeling der var med værftets egne medarbejdere. Efterhånden blev underleverandørerne fundet udenfor byens grænser og til sidst måtte de hentes fra Østeuropa, som havde fået adgangs til vestlig teknologi med murens fald.

Konkurrencen om verdensmarkedet er hårdt. Der er presset fra rederierne til at bygge store, rummelige, hurtige, teknologiske, driftsikre, og ikke mindst billige skibe. Den store sorte hest i spillet er stadig subsidieringen af skibsbygningen. I Danmark, i Europa, i Korea, og nu i Kina har skibsbygningen stadig ikke konkurrencemæssigt lige vilkår.

En ting har dog ikke forandret sig i alle årene siden vikingerne bandt hele det nordeuropæiske marked sammen. Det er stadig skibene der kan flytte den største last fra sted til sted, og kan gøre det billigst.