Selskabet har til formål i dokumentationsform at fastholde og formidle værftshistoriens afgørende historiske betydning for Frederikshavn og omegns udvikling, herunder:
– Indsamle og registrere værftshistorie.
– Skildre og formidle udviklingen fra etableringen af Frederikshavn (Buhls) Værft til lukningen af Danyard.
– Dokumentere og formidle værftsindustriens betydning for Frederikshavn og omegns kulturelle identitet.
– Ved hjælp af renovering og nybygning af skibe at kunne vise fremtiden hvorledes skibe gennem tiden er blevet bygget.
Det er lykkedes at samle en bestyrelse, som på såvel det skibstekniske og historisk faglige område har alle chancer for at løse opgaven på kvalificeret vis. Desuden er der i bestyrelsen personer, som vil kunne bidrage til at belyse værftshistorien ud fra et kultursociologisk/identitetsmæssigt perspektiv.
Projekt “Dokbisser i Hverdag og Fest”:
Der er altså tale om at det er Værftshistorisk Selskab Frederikshavn’s formål at indsamle, registrere og formidle værftshistorie. Bestyrelsen har vedtaget at give dette projekt arbejdstitlen “Dokbisser i Hverdag og Fest”.
Da det er en opgave af meget store dimensioner, er arbejdet inddelt i flere projekter.
Men centralt i hele selskabets arbejde er torsdagsmøderne kl. 9.30 i Skolegade, Frederikshavn. Her mødes de aktive over en kop kaffe, og her diskuteres og besluttes, hvad der skal laves inden for de forskellige projekter.
Projektbaggrund
1999 var året, hvor Frederikshavn og omegns største arbejdsplads, Danyard, måtte lukke. Skibsværftet, som historisk set har haft en afgørende rolle for landsdelen, kunne på grund af de internationale konjunkturer ikke følge med mere – og en epoke er afsluttet.
Værftet blev etableret i 1870 – dengang som H. V. Buhls Værft. Senere i 1906 blev værftet ændret til et aktieselskab med navnet Frederikshavn Værft og Flydedok, H. V. Buhl & Co. Aktieselskab.
Dette selskab løb ind i alvorlige økonomiske problemer, og resultatet blev, at værftet i 1913 fik nye, udenlandske ejere, nemlig Howalt Werke fra Kiel. Den udenlandske æra blev ganske kort, og værftet gik hurtigt over “på danske hænder” igen – denne gang med DFDS som ejer og det kortere navn Frederikshavn Værft og Flydedok. Værftet fik i 1987 sit “sidste” navn, Danyard A/S.
Værftet har i næsten hele sin levetid været Frederikshavn og omegns største arbejdsplads med op til 2000 ansatte. Dette skal ses i forhold til den omstændighed, at der i dag bor ca. 35.000 mennesker i Frederikshavn kommune.
Virksomheden har med sin centrale placering i byen – såvel i direkte som i overført forstand – betydet utrolig meget for Frederikshavns udvikling. Fløjtesignalet fra værftet tidlig om morgenen er kendt af alle frederikshavnere, og var tegn til, at en ny dag kunne begynde – og ikke blot for værftet og dets ansatte.
Nu er denne epoke som sagt slut, men historien om værftet og de mænd, som var med til at bygge nogle af de fineste skibe, der nogensinde er blevet bygget, mangler at blive fortalt – inden menneskene, beretningerne, billederne, genstandene, osv. også forsvinder.
Mange danske værfter er blevet lukket, uden at noget står tilbage – Frederikshavn har nu en enestående chance for at indsamle og registrere værftshistorien. Forhåbentlig til glæde for kommende generationer.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!