VHS 25 års jubilæum 2025
Tale af Erik Christensen
til Værftshistorisk selskabs 25-års jubilæum
For 25 år siden lukkede Frederikshavns store stålskibsværft. Værftet havde bygget i hundredvis af skibe og siden 1906 skibe i stål.
Værftet blev stort set spået en lukning i næsten alle de 130 år værftet eksisterede. Men formåede til det sidste at vise omverdenen, at vi i Frederikshavn var i stand til at bygge højt specialiserede skibe. Men fejlkalkulationer af værftets sidste ejer, spekulation i dollarkursen, globaliseringen, naturkatastrofer og en budgetkrise i EU betød at værftet til sidst måtte lukke sammen med de fleste europæiske værfter.
Lukningen af værftet fik naturligvis stor betydning for lokalområdet. Helt op til 2.500 mennesker var direkte involveret i produktionen af skibene, hvortil kom mange ansatte i følgeindustrier i hele Nordjylland.
Inden nedlukningen af produktionen fik jeg gennem direktionssekretær Lisbeth Steen mulighed for at tale med værftets nye direktør Torben Erikstrup. Han var af en helt anden type end den tidligere direktør, som havde lukket værftet omkring sig selv og alt det der tidligere ikke havde været muligt, blev nu muligt. Museet fik tilbud om at plukkegenstandepå værftet og arkivet fik mulighed for at s- ikre arkivalier, billeder og ikke mindst tegningerne af de mange skibe.
Lauritsenfonden hjalp ovenikøbet med en udvidelse af arkivets kapacitet med kørerreoler og tegningsskuffer. Derimod var der ikke den store vilje at spore i kulturministeriet, der afslog økonomisk hjælp til at få registreret og bevaret værftets historie. B&W i København var nok for dem. At der fandtes andre værfter i Danmark, var uden betydning for Danmarkshistorien.
Værftets arbejdere havde tidligt organiseret sig og førte i 1897 en succesfuld kamp for retten til at organisere sig. Organiseringen af værftets arbejdere i klubber med tillidsrepræsentanter og klubber viste sig at være nøglen til Værft Historisk Selskab.
De mange klubprotokoller havde værftets sidste fællestillidsmand Jørn Larsen sikret sig ikke blev smidt væk og en dag kom han forbi arkivet med de mange protokoller, som kunne fortælle værftets historie fra arbejdersiden også.
Under vores snak ved afleveringen sagde Jørn, at det var godt nok atfå samlet alt papiret, men hvad skulle man stille op med de mange der havde mistet deres arbejde og hvis eneste forhindring for at få et nyt arbejde var deres dåbsattest.
Denne bemærkning fik mig til at tænke på bogen “Grav hvor du står”. Den var blevet tit på baggrund af et samarbejde mellem forskere på Stockholms Universitet og svenske cementarbejdere. Den var et lærerstudie i, hvordan arbejderne på en nedlagt virksomhed selv kunne deltage i processen om at fortælle deres, virksomhedens og Lokalsamfundets historie.
Et sådant samarbejde med de tidligere Dokbisser, ville kunne stå adskillige fluer med et smæk. Dokbisserne ville kuri*å en god afslutning på deres arbejdsliv, deres egen og værftets historie ville ikke gå i glemmebogen. Desuden ville lokalsamfundet få en fortælling om identitet som et industrisamfund hvor handel og søfart havde været en drivende kraft gennem flere hundrede år.
Hertil kommer, at arkivet kunne få tilført ekspertise fra dem der arbejdede med skibene til registrering af de mange billeder og tegninger. Ikke mindst Kirsten Hector, Lysdahl og Svend “Styrhus” var uundværlige hjælpere i det store magasin under svømmebassinet i Frederikshavn svømmehal…..
Fra begyndelsen vidste jeg, at det ikke ville blive en opgave jeg kunne klare alene. Jeg allierede mig derfor med min gamle ven, tidligere formand for statsrevisorne, gruppefarmand-foren uregertig SF FoLketingsgruppe og tillidsmand for den mest røde klub på Frederikshavn værft – Klub 2 Maskinarbejdere ombord – Ib Bjørn
Poulsen. Næste skridt var så at danne en forening af de gamle dokbisser, lokale politikere, fagforeningsledere, historikere og andre med interesse for værftshistorie.
Ambitionerne var store der skulle skrives en bog og opbygges et museum for værftshistorien i Frederikshavn. Museet skulle tigge på værftsområdet og være så stort, at det kunne rumme fortællingen om skibsbyggeri i 1000 år.
Arm bevægelserne var store. En attraktion, som skulle give genlyd i hele landet…. Men armbevægelserne holdt ikke mål med indholdet. Først faldt bogen…. En bog om skibsbygning i Frederikshavn var ikke interessant nok. Kun fordi FMEs daværende direktør Kaj Christiansen insisterende fandt finansiering til en bog, blev det til noget. Den storeattraktion, der skulle sætte byen på værftskortet, var så ambitiøs, at Helsingør løb med Museet for Søfart i den gamle tørdok på Danyard i Helsingør, uden at de lokale politikere fortrak en mine.
I mellemtiden arbejdede dokbisserne ufortrødent videre. De indsamlede billeder fra deres kolleger. Billeder der viste livet som værftsarbejder. De lavede
Lydoptagetser af historier og anekdoter fra hverdagen og de gennemfotograferede det gamle værftsareal. De begyndte på en ambitiøs hjemmeside og lærte om photoshop, HTML-programering og MP3-filer.
Men vigtigst af alt er nok købet af Frederikshavn Bedding. Her Lever håbet om at bevare skibsbygningskunsten og ad åre måske en udstilling, som den maritime by Frederikshavn kan spejle sig i.
