Det blev jo ikke i 2015, at Gnisten kom ud på længere sejlture, men lidt sker der jo med renoveringen. Der er blevet opsat søgegelænder og mast og bom monteret med de tilhørende beslag. Monteringen af masten i august 2015 foregik ikke så problemløst, som man havde forventet. Vi sejlede med egen motorkraft over til pier II, hvor Hans Jørgen ventede med mobilkranen for at løfte masten om bord, men motoren havde det med at gå i stå, men til pieren kom vi dog med et par stop undervejs. Masten blev sat på plads uden de helt store problemer, men da vi skulle tilbage til træbroen var der i mellemtiden bleven kraftig vind, der blæste ind mod Beddingen, og da vi skulle til at lægge til, gik motoren i stå, hvilket resulterede i at vi nær havde kollideret med den foranliggende båd. Ole Lilleøre fik dog i sidste øjeblik genstartet motoren med fuld kraft bak, men så havde gearkablet sat sig fast, således vi fik en længere bakketur i havnebassinet for fuld skrue. Efter at have fået en forbrænding fra den varme udstødning på hånden fik Ole dog styr på kablerne og vi kom til kajs. Min bådshage røg dog i havnebassinet under episoden, Da bådshagen hang fast i Hydrobia under bestræbelserne på at holde Gnisten fri af dykkerbåden under bakketuren. En erfaring jeg gjorde under turen, er at Gnisten når den skal op til kølhaling, skal for synes med forror, da venderadiusen er alt for stor. Vagn Skoven har efterfølgende fremstillet en flydebar bådshage og lavet et par flagstænger til ror og mast. Calle har som sædvanligt lavet mange forskellige ting på Gnisten, bl.a. sammen med Jens og Kurt opsat søgelænder, monteret ekstra fendere på broen, sammen med mig monteret mast og bom. Har også fået bestilt sejl hos Studsgård. Sejlet fik vi den sidste dag inden julelukningen i december. Vi har prøveophængt sejlet og det ser ud til at passe. Maskin- og elafdelingen ved Ole Lilleøre og Jørgen Jørgensen er også i gang med bl.a. styregrej, installation af gear- og gaskabler, elinstallation. For at kunne fortsætte med foranstående aktiviteter, mente de to teknikere, at det var meget nødvendigt, at der blev monteret en bænk ud for motoren i styrbords side, der er jo i forvejen jo en bænk/køje i bagbords side. Jens (skibstømreren) fandt så træ og udmålte sædet, der blev færdiglavet af mig, da Jens skulle retur til Kolding , hvor han bor. Calle har efterfølgende slebet bænken med sandpapir nr. 180 og givet bænken en ordentlig omgang lak. Så skulle teknikerholdet kunne komme videre uden fysiske skader og få et behageligt arbejdsmiljø. Jeg håber vi i 2016 vil kunne gøre skibet sejlbart med både motor og sejl. Til sidst en tak til dem der har ydet en indsats vedrørende båden både praktisk og økonomisk.
Beddingen den 6. januar 2016
Skibstømrer
Frank Mørch