Dokbisser

Født i Frederikshavn i 1948. Svendebrev som skibstømrer i 1968. Læretiden foregik hos Frederikshavn Skibsbyggeri. Inden soldatertid ansat på Sæby Skibsværft. Efter endt soldatertid et halvt år som svend hos Brd. Mortensen, Frederikshavn, arbejdede bl.a. sammen med Vagn Randrup og Jørgen Olsen. Derefter knapt et halvt år hos Hjørnet i Strandby, hvorefter jeg blev fængselsbetjent. En karriere, der holdt på i knap 37 år. Da jeg nærmede mig de 60 år besluttede jeg mig for at lade mig pensionere. Min kone mente jeg skulle have en hobby og gå op i når jeg kom til at gå hjemme. Jeg besluttede, at ville til åbent hus på Beddingen i sommeren 2007, hvor jeg traf den daværende formand og ildsjæl Ib Bjørn Poulsen, der mente at genopbygningen af Gnisten lige måtte være noget for en forhenværende skibstømrer. Han mente at arbejdet max. ville tage 2 – 3 år, så det lød jo interessant, så jeg lovede at møde op den første dag efter pensionering . I januar 2008 startede jeg sammen med det sjak, der renoverede Gnisten. Den viste sig at være i en miserabel tilstand, så arbejdet har nu pågået i over 8 år for mit vedkommende. Heldigvis er de fleste fra sjakket stadigvæk aktive på Beddingen, nogen er dog overgået til andre gode projekter. Gnisten er jo p.t. ved at blive gjort sejlklar med både sejl og motor, så det bliver en stor dag når vi kan stævne ud mellem havnemolerne.

4. februar 2016

Enhver ansat på værftet har været i kontakt med Poul Mathiasen som maskinarbejder, arbejdsstudietekniker, mester, personaleadministrator eller slet og ret kollega.
Her fortæller han selv om sine 42 år på værftet:

Poul Mathiasen fortæller selv:

“Jeg hedder Poul Mathiasen og var ansat på Frederikshavn Værft, det senere Danyard i 42 år.
Jeg kom i lære som mekaniker den 1. september 1944 hos autofirmaet T. H. Hansen, og der var jeg indtil 1950 , hvor jeg begyndte på værftet.

Min start på værftet gik til på den måde, at jeg på maskinarbejdernes generalforsamling kom til at sidde sammen med nogle unge svende derfra og de siger så til mig: “Du Mathiasen – hvad har du i løn?”. “Jeg har 119 kroner om ugen”. “Du er sgu ikke rigtig klog” sagde de, “Nede på værftet har vi 140 kroner” og det var jo mange penge – 21 kroner mere om ugen. Det gik jeg så og spekulerede over, så dagen efter siger jeg til værkføreren: “Jeg skal lige op og snakke med skattevæsenet”, jeg ville ikke sige jeg skulle ned på værftet og søge arbejde.
Jeg kørte ned på værftet og det var en gammel mester der hed Simonsen jeg skulle tale med. Jeg havde en fløjlskasket på og den måtte jeg ikke have på, når jeg skulle på kontoret, så den kom under armen. Jeg kommer ind på kontoret, “Undskyld” siger jeg. “Hvad vil du” siger han. “Ja jeg søger altså arbejde hernede”. “Vi har ingenting” siger han. “Nå men så må de meget undskylde” og på vej ud af døren råber han højt: “Vil du arbejde over?”. “Det vil jeg gerne”, siger jeg. “Så kan du begynde i morgen tidlig” siger han. Så jeg begyndte hernede den 9. maj 1950 og det var i klub 2 – maskinarbejdere ombord.

Jeg kom i hovedmaskinsjakket, hos en gammel sjakbajs der hed Christian Westergård og hos ham var jeg i 10 år. Derefter kom jeg ind i maskinværkstedet i klub 3 og efter et år derinde blev jeg næstformand i klubben.

Arbejdsstudier
Så kom der noget nyt hernede, det hed arbejdsstudier og tidtagning og det var noget arbejdsgiveren gik meget op i, så fællesklubben ville have lavet et modtræk, de ville have en mand uddannet til det samme og det blev jeg så udtaget til af fællesklubben. Uddannelsen foregik rundt om i landet, jeg kom på metalskolen og jeg kom på LO skolen i Helsingør og jeg kom også på Teknologisk institut i Århus. I Århus blev jeg uddannet i 6 uger i træk på lige fod med en af værftets funktionærer, vi tog derned mandag morgen med lyntoget og kom hjem den følgende fredag.

På en af disse ture havde jeg en sjov oplevelse, når vi tog af sted mandag morgen skulle vi lige ud i den medfølgende spisevogn og have vores kaffe med tilhørende rundstykke og der kom vi i snak med en rejsende vist nok en repræsentant og han ville da gerne vide hvor vi var på vej hen, ja vi var da på vej til Århus for at blive uddannet indenfor arbejdsstudier og tidtagning. Så siger han til min følgesvend: “er i så funktionærer begge to?”. “Nej nej”, siger han og peger på mig – “ham der er kun timelønnet”, “nå kun” siger han ,” er der da nogen forskel på det?”. “Ja” siger funktionæren, “jo” siger jeg og rækker hånden i vejret, “der er den forskel at jeg har 1000,00 kroner mere i løn om måneden end han har”. Så var vi færdige med at snakke mere om det.

Da jeg så var uddannet arbejdsstudietekniker skulle vi vælge modtrækket som man siger, og det gik til på den måde at jeg skulle være med til at tidsfastsætte akkorder – jeg skulle være med til at kontrollere.

Mit job bestod i at jeg kontrollerede funktionærerne og funktionærerne kontrollerede de timelønnede. På et af disse job stod jeg ude ombord på en reparation med en stor seddel og så skulle jeg kontrollere de forskellige mestre, hvor tit de var ude og se til deres folk på arbejdsstedet på skibet og det kom der nogle sjove episoder ud af, nogle af mestrene troede at jo flere krydser de fik jo bedre, en mester kunne indenfor en halv time gå rundt om mig seks gange så jeg kunne slå et kryds på ham – de anede faktisk ikke hvad det gik ud på. Men der kom da det ud af det at mestrene ikke var så tit ude på deres job som de skulle være, men de timelønnede de var der, og det kom der mange diskussioner ud af, men det gik sgu godt nok fint, det må jeg indrømme.

Men så begyndte de at uddanne os sammen nede i kælderen om aftenen, der kom en ekspert fra Århus der hed Jacoby, han stod for uddannelsen af funktionærer og timelønnede og det stod på en hel vinter og det kom der et meget fint samarbejde ud af. Men så stoppede man arbejdsstudier og tidtagning – det gled ud – det gled faktisk ud over hele landet, man havde fundet ud at det sgu ikke var vejen frem lige godt. Vi havde noget der hed arbejdsstudieudvalget eller noget i den retning, en formand fra funktionærerne og 2 timelønnede – en snedker og så mig, men det blev vi enige om at nedlægge. Senere begyndte man igen at aftale akkorder med sin mester.

Mester
Da vi så kommer hen i maj måned 1970 må de på en eller anden måde fået øje på mig, for en dag siger min mester – Lund i maskinværkstedet – til mig: “Underdirektøren vil tale med dig, hvad har du nu lavet?. Han vil tale med dig med det samme”. “Det ved jeg sgu ikke”, sagde jeg. Jeg gik så derud og underdirektøren sagde: “Sæt dig ned Mathiasen” – jeg satte mig ned – “De skal være mester fra mandag af” – “Hvem siger det?” – “Det siger jeg sgu”, sagde han. “Det vil jeg altså tænke over hvordan og hvorledes”, sagde jeg. Jamen han stod og skulle bruge en nu og han skulle være mester i reparationsafdelingen ombord og det skulle være mig. “Det vil jeg da tænke over”, sagde jeg og gik ud og passede mit arbejde.

Så gik der 8 dage og underdirektøren kom ind i værkstedet og siger til mig, “Har De bestemt Dem?”, “Nej det har jeg ikke”, sagde jeg, “jeg har gået og spekuleret på det og jeg vil da også gerne vide, hvad lønnen er, det har De ikke oplyst mig om”. “Lønnen er så´n og så´n”, sagde han. “Nej”, sagde jeg, “det vil jeg ikke, jeg tjener mere som maskinarbejder”. Så forlod han igen værkstedet.

Der gik igen 8 dage og han kom ind i værkstedet og sagde at nu skulle der til at ske noget, for han skulle ansættes fra den 1. juni. “Jamen jeg er også nødt til at snakke med konen” – “Hvad helvede”, sagde han, “er De så´n en kagekone – kællingen skal bestemme – sådan nogen har vi sgu ikke brug for”. “Jamen det er der ikke noget at gøre ved”, sagde jeg, “så bliver jeg hvor jeg er”, “men jeg vil have det i løn, som jeg har forlangt”. “Det er jo lige så meget som en af de ældre mestre vi har hernede, det kan De faneme ikke få som ny”. “Det er der ikke noget at gøre ved”, sagde jeg, “jeg fortsætter”.

Jeg kan ligeså tydeligt huske, 2 dage inden den 1. juni kom han igen ind i værkstedet og sagde: “Så siger vi at De får det i løn De har forlangt og De har vel snakket med kællingen”. “Jamen så er det i orden”, sagde jeg. “Så begynder De den 1. juni”, sagde han. “Nej det gør jeg ikke”, sagde jeg, “jeg vil have min ferie først, for jeg vil sgu ikke springe lige ud i det, skal være makker med dem i dag og så være deres mester i morgen”. Ja så ville han faneme ikke høre flere betingelser, så det blev sådan.

Jeg begyndte som ung mester i reparationsafdelingen ombord, jeg blev rørmester og der var jeg i mange år og jeg levede jo på at vi havde nogle gode sjakbajser, for jeg var jo ikke vant til at være mester. Jeg må sige at de rørsjakbejser, de var simpelthen gode og de hjalp mig gennem de første vanskelige år, de var fine, de bakkede en fuldstændig op og det kom til at køre fint. Da der var gået nogle år, blev jeg så seniormester, jeg skulle ikke mere leve som føl, jeg fik mit eget.

Personaleansvarlig
Senere fandt man ud af at man skulle have en personaleadministration, de fandt ud af at de ikke rigtig kunne styre folkene som mestrene kunne, sådan med alle mulige ting og så blev det på et møde bestemt at jeg skulle være personaleadministrator for maskinarbejdere og elektrikere og det blev og var jeg så fra 1982 til 1986.

Det må jo åbenbart have kørt godt, for ledelsen fandt så på at jeg skulle have dem alle sammen, skibsbyggere, svejsere og arbejdsmænd – jeg skulle have det hele. Jeg flyttede fra kontoret i maskinafdelingen til et kontor i noget vi kaldte tømmerbygningen, vi havde kontor ovenpå og jeg kom til at sidde sammen med produktionschefen, og det job bestred jeg indtil den 1. februar, jeg stoppede den 31. januar 1992.

Personaleadministrationen bestod af at samtlige ansættelser og afskedigelser skulle igennem mig, derudover skulle jeg lave en plan hver eneste uge over hvor mange folk vi skulle bruge den efterfølgende uge. For eksempel skulle jeg regne ud hvor mange skibsbyggerne havde brug for, og jeg skulle sørge for, hvis de ikke havde noget at lave i værkstedet at de så kom på afventningstimer i marketenderiet. Jeg skulle fuldstændig kontrollere deres fravær og jeg skulle ordne deres ferie med lister, ja jeg skulle også lave samtaler med nyansatte, simpelthen alt indenfor det timelønnede personale, funktionærpersonalet havde jeg ikke noget med at gøre.

Da jeg stoppede hernede var der mellem 1400 og 1500 timelønnede ansatte, så det var noget af et job. Med alle de mennesker kom der selvfølgelig også nogle kedelige oplevelser. Min kone var ansat hos Codan forsikring og hvis jeg havde fyret en mand, kunne vedkommendes kone godt ringe og skælde hende ud, “Nu er vi nødt til at opsige vores forsikringer, fordi din mand har fyret os i dag”. Om aftenen kunne de ringe hjem til mig og grædende sige at nu måtte de gå fra hus og hjem, det var de kedelige episoder, men de allerfleste de var gode.

En fredag formiddag ringer jeg til en kone, “Har du manden hjemme”? “Nej det har jeg ikke”. “Det var da sørens for ham skulle jeg fat i, for han skulle starte nede hos os på mandag”. “Skal han starte nede ved jer på mandag”, sagde hun, “jamen hvad er det da for noget, det ved jeg da ikke noget om, så er han da taget et andet sted hen”. “Hvordan det “, siger jeg. “Jamen han begyndte da nede ved dig for fjorten dage siden”. Det var en af de dumheder man gik og lavede ind imellem, når man skulle bruge mange folk i en fart.

Som tidligere fortalt var jeg dernede i 42 år og har været ude for både gode og dårlige oplevelser, her er en af de mindre heldige:
Der ligger 2 skibe i dok 3 – den ene ligger selvfølgelig forrest og så havde vi en lille en bagved og så har vi et fast princip og det er, at når vi skal fylde vand i dokkerne siger dokmesteren til os, “I ringer lige når i er klar og så har vi folk ombord til at kontrollere søventilerne”, det er de ventiler der lukker vand ind i systemet og de går jo ret ud til havet. Vi havde et søventilsjak der skulle sørge for mandskab på begge skibe der skulle dokkes ud, “den der ligger bagerst skal blive i dokken, den skal lige slæbes ud og så ind igen, men den forreste skal blive ude”.

Vi begynder så at fylde vand i dokken og har kontrol over situationen – tror vi – i hvert fald på den forreste, for den kommer fint op, den anden bliver stående på klodserne, det kunne vi ikke forstå. Vi havde så en kollega vi kaldte “Marokko” , han løber ombord i den der ikke kommer med op, og lige så snart han åbner døren til maskinen og træder ind, træder han i vand. Vandet står helt op over hovedmaskinen fordi vi havde glemt at sætte at sætte søventiler i og have kontrol på.
Der var ikke andet ar gøre end at tømme dokken for vand, montere søventilerne, fylde vand i dokken igen, slæbe skibene ud af dokken og til sidst slæbe den bagerste ind igen, derefter kunne vi gå i gang med at renovere det hele – hovedmotoren, hjælpemaskinerne ja alt skulle renoveres – det var en bet.

Dejlige oplevelser, var når vi gik hernede både dage og nætter, lørdage og søndage og så skibet sejlede til tiden, det fik værftet mange roser for. De forskellige kontorer var meget stolte af vores værft. Det var et reparationsværft og det skulle aldrig have været lukket, så havde der været noget der hed Danyard i dag – det tror jeg på. Men der var mange dejlige oplevelser – det var der – det var simpelthen verdens bedste arbejdsplads – det holder jeg på.

Selvfølgelig er det en farlig arbejdsplads, et sted hvor der sker så meget, men jeg vil da bare sige at mange ting også er blevet overdrevet. Sikkerheden hernede synes jeg selv personlig, der bliver gjort meget ud af, sikkerhedsfolkene bliver uddannet og sikkerheden var der ikke nogen der gik på akkord med – det var der ikke. Skulle vi bruge et stillads i en fart og det skulle hænge på skibssiden et eller andet sted og folk stod og trippede for at komme ombord – jeg ved det var sådan – havde vi fat i sikkerhedsmanden og sige: “Der går ingen på stilladset før der er rækværk omkring”, så det holdt vi meget strengt på – hele vejen igennem – det gjorde vi altså.
Men selvfølgelig var det en farlig arbejdsplads – man kan jo ikke holde øje med alle – hver eneste mand. De fleste går jo på akkord og tror selv at det der, det går nok. Men jeg synes da der bliver gjort en masse for det hernede. Jeg synes vi har haft nogle gode sikkerhedschefer hernede – selvfølgelig har der været undtagelser – men de fleste af dem har været nogle gode sikkerhedschefer. Vi ser da også på statistikken at antallet af ulykker faldt efter at der rigtig blev gjort noget ved det.

Vi havde en overgang en masse Østtyske skibe – vi havde rigtig mange, skibe fra noget der hed Fiskekombinat Rostock – store fabriksskibe og sådan noget. Jeg må skynde mig at sige at for os der skulle gå derude og have den daglige kontakt med dem, aftale hvad de skulle have lavet og sidde og tale med kaptajnen om skibet, lavede værftet et tyskkursus om aftenen – teknisk tysk – og jeg skal sige at jeg ikke har lært tysk i skolen – men i dag det vil jeg love – jeg snakker fantastisk godt tysk og det er altså noget værftet har sørget for.

Jeg skulle deltage i forskellige kurser dengang jeg blev udnævnt til mester og jeg havde kun været mester i en måned, så blev jeg sendt på et tre ugers kursus på “Arresøhøj” på Sjælland. Hvert eneste år blev jeg sendt på “Bøgehøj”, og det var arbejdsgivernes kursusbygning ved Ebeltoft – da den blev bygget var det ikke “Arresøhøj” mere. Man gik meget op i det her sociale – man skulle forstå dem man havde med at gøre, man skulle ikke gå og tro man var en konge – så blev man kørt ud af porten.”

Født i 1940 i Frederikshavn.

Arbejdede ved landbruget indtil 1959. Kom ind som soldat og var færdig i 1961 hvor jeg arbejdede for skibstømrerne på Frederikshavn Værft og flydedok. Arbejdet bestod i at køre træ ind til opskæring i tømmerværkstedet og andre steder på værftet.

I 1962 blev jeg tilbudt at komme i lære som svejser. Læretiden var 2 år, og det var noget nyt at have lærlinge i det fag i kun 2 år. Vi gik på aftenskole på lige for med dem der var 4 år i lære og fik svendebrev på lige fod med andre. Da vi var voksen lærlinge blev vi aflønnet med mindstelønnen. Jeg var svejser fra 1962 til december 1999, da Danyard lukkede ned.

Jeg blev gift i 1964 med en Frederikshavner pige og vi har fået 3 børn 2 piger og 1 dreng. Vi har været gift i 40 år her i 2004.

Jeg har været Formand for 2 grundejerforeninger. Jeg har været Tillidsmand og er nu Næstformand i det der hedder Netværk Danyard som blev oprettet da Danyard lukkede. Der er 215 medlemmer.

Tillært Skibsbygger.

Født i 1948, blev ansat på Værftet i 1974 og blev tillært skibsbygger.
Arbejdede først og fremmest med samling af sektioner.

Gift og har 2 børn.

(21.7.1948 – 5.10.2023)

Skibsbygmester.

Jeg kom i lære som skibsbygger på Frederikshavn Værft og flydedok d. 24-10 1955.
Blev udlært som skibsbygger i oktober 1959 og kom ind som soldat ved flyvevåbnet i februar 1960. Jeg var 3 måneder i Jonstrup og kom senere til Vedbæk og Aalborg.

I maj 1961 kom jeg tilbage til værftet som nu hed Frederikshavn Værft og Tørdok. Jeg kom på beddingen som sjakbajs og 8 år senere d. 1-4-1969 blev jeg udnævnt til Skibsbygmester. Værftet sagde farvel til mig i august 1998 så det blev til 43 år på den samme arbejdsplads.

Jeg er gift og har 3 børn, 1 dreng og 2 piger og 2 børnebørn.

Udlært maskinarbejder på motorfabrikken Marstal i 1955. Samtidig på aftenkursus fuldført motorpasserprøven, som svarer til nuværende maskinist.

Læst til Maskinmester på Københavns Maskinmesterskole 1958-59.

Efter endt læretid kom jeg 18 måneder i Marinen og sejlede med Torpedobåde efter endt rekruttid.

Herefter fik jeg ansættelse i rederiet Dannebrog indtil jeg som tidligere nævnt læste til Maskinmester. Jeg sejlede med Rederiets tankskibe indtil 1963, hvor efter jeg fik job som rejsemontør ved Alpha Diesel. På grund af en knæskade måtte jeg stoppe med dette arbejde i 1965.

Derefter fik jeg atter ansættelse ved rederiet Dannebrog som maskininspektør ved rederiets nybygnings- og reparationsafdeling. Her var bl.a. tilsynsførende ved adskillige opgaver på Frederikshavn Værft og Tørdok.

I 1979 fik jeg ansættelse ved Frederikshavn Værft som mester i reparationsafdelingen. Der efter overflyttet til driftsafdelingen, senere planlægningsafdelingen og til sidst garantiafdelingen, hvor mit sidste job var medsejlende garantimester i Tiquita bananbådene.

Jeg er gift og har 2 sønner bosat i Silkeborg og Nyborg.

Mine fritidsinteresser er lystfiskeri og at være i vores sommerhus i Ebeltoft.

Jeg hedder Vagn Randrup og er født i Thisted i det herrens år 1925. Mine forældre flyttede til Frederikshavn i 1931 på grund af den store arbejdsløshed, som gik over landet i tredverne.
Jeg har således haft min skolegang i Frederikshavn, de første tre år på det, der dengang hed Fladstrandsgades skole, i dag Handelsskolen.

Fra fjerde klasse gik vi på Ørnevejens skole, indtil jeg blev konfirmeret i 1939 og gik ud af skolen.

Tiden blev nu brugt i et par bypladser, mens min fader forsøgte at finde en læreplads til mig. Han mente at en uddannelse som Elektriker måtte der være fremtid i, selv om jeg helst ville være noget med træ og skibe. Det lykkedes ham da heller ikke at finde en læreplads før jeg selv, gennem en nabo, blev stillet en læreplads i udsigt på Værftet som skibstømrerlærling.

Jeg begyndte så på Værftet den første april 1941 som lærling hos Skibstømrerne. Vi var to der begyndte samme dag, i forvejen var der fem andre lærlinge og femogtredve svende.

Værftet var en god læreplads. Når prøvetiden var overstået fik vi lov til at købe værktøj. Snedkerdrengene havde lavet en flot værktøjskasse til os, noget de havde som øvelse. Det vi kaldte Kabyskassen lavede vi selv, den brugte vi når vi havde værktøj med om bord.

Der blev dengang lagt meget trædæk ombord i skibene. Tanktop og garnering samt lastribber fik alle lastskibe, så der var nok at lave og hjælpeværktøj var der ikke meget af. Vi havde enkelte boremaskiner; det var jævnstrømsmaskiner, så det var nogle store tunge krabater, men tiden har heldigvis ændret sig.

Efter fire års læretid fik jeg mit svendebrev udleveret, og lønnen steg nu til 90 øre i timen. Den havde kun været fra 12 kr. om ugen det første år stigende til 18 kr. det sidste år. De ældre svende fik en krone og ti pr. time.
Jeg talte en dag med mester om at få lidt mere i timen, men det kunne ikke lade sig gøre, da vi skulle arbejde som ungsvende i to år.

Jeg besluttede at rejse til Strandby Skibsværft, hvor jeg var godt et år indtil jeg kom ind som soldat. Det var en god arbejdsplads, hvor jeg lærte meget om skibstømrerarbejde.

Efter soldatertiden var jeg en kort tid på Flyvestationen i Aalborg som hustømrer. Jeg savnede imidlertid havet, så jeg tog til Sæby og fik arbejde hos min gamle Undermester fra Værftet, han havde købt værftet der. Hen på foråret besluttede jeg at tage til Sverrig og arbejde. Her fik jeg arbejde hos Sigvart Carlson på Kallø Knippla, en eller rettere sagt to små øer med en havn imellem, som lå i nordre skærgård.

I slutningen af 1948 var jeg tilbage i Frederikshavn og fik igen arbejde på Værftet, og nu var det til den høje timeløn.
Jeg konstaterede på et tidspunkt at mange af mine kollegaer, som var i deres bedste alder, var ved at gå i stå skrive- og regnemæssigt, så jeg besluttede at gå på aftenskole for at forbedre mine skolekundskaber. Det har hjulpet mig meget, og senere blev jeg da også valgt ind i diverse bestyrelser, hvor der blev brug for lærdommen.

I alt var jeg på Værftet til slutningen af 1957. Der var da kommet to nye mestre, min gamle læremester Carl Melchiorsen var holdt op, og det kneb med at enes med især den ene mester, så på et tidspunkt måtte vi skilles, og jeg begyndte hos Mortensens Skibsbyggeri. Her var jeg i 26 år og lavede meget dejligt arbejde, men også her tog det slut under nogle nye ejere.

Jeg forsøgte at komme på Værftet igen, men her kunne de ikke bruge gamle folk, selv om jeg kun var godt 58 år. Jeg søgte nu ud til Ørskov og var her til jeg var 62 år. Det er den bedste arbejdsplads jeg har været på, skammeligt at den måtte lukke.

I 1951 blev jeg gift med Dagny, vi fik to drenge, men ingen havde ønsker om værftarbejde.
Vi har i år været gift i 53 år, vi har haft et godt ægteskab og har begge været både fagligt og politisk engageret. Jeg har været medlem af Frederikshavn Sejlklub siden 1948 og er da også udnævnt til æresmedlem.

Januar 2004.
Vagn Randrup.

Afgået ved døden 16. marts 2018.

Maskinarbejder

Født og opvokset i Gentofte. Efter Realeksamen i lære som Værktøjsmager, udlært i 1960.

Tog Maskinisteksamen i København i læretiden og sejlede i J. Lauritsen som maskinist og senere 2. mester.

Kom til Frederikshavn i 1965 og blev ansat på Frederikshavn Værft og Tørdok i 1967 som maskinarbejder ombord (klub 2).

Blev i 1977 valgt til Folketinget og har siden da, indtil jeg gik på efterløn, arbejdet fuldtid som politiker. Dels i 11 år som medlem af Folketinget, dels som Statsrevisor og dels som medlem af byråd.

Fik aldrig noget øgenavn på værftet, men har heller aldrig påstået at jeg arbejdede der, kun at jeg var ansat.

Værftet var en spændende arbejdsplads, der var ikke 2 dage der var ens. Mange gode arbejdskammerater og en tone, som var varm og hjertelig – somme tider “meget hjertelig”. 10 gode år efter min mening.

Skibstømrer

Lystryk, kopi m.m.

Maskinarbejder.

Født og opvokset i Hellum ved Brønderslev.
Efter endt skolegang på Realskolen i Dybvad var jeg en kort tid på landet som landbrugs medhjælper (årlig løn med kost og logi kr. 1.800,00).

Fik svendebrev 1963 som maskinarbejder på Uggerbys Maskinfabrik, Brønderslev, og var derefter ved militæret i 3 år på kasernen i Viborg.

Kom til Frederikshavn i marts 1966, hvor min første arbejdsplads var ved Larsen og Søn i Strandby. Da vi ikke kunne enes om lønnen, kom jeg på Frederikshavn Værft, og her var mit ophold ca. 4 måneder, før jeg blev afskediget sammen med andre 110 mand.

I november 1966 fik jeg arbejde ved Kofoed og Christensen, dengang med adresse på Skagensvej 13-15. Her var jeg i 27 år og var Tillidsrepræsentant i ca. 20 år for maskinarbejderne. Jeg var aldrig valgt som Fællestillidsrepræsentant men forhandlede også for de ufaglærte.

De sidste 11 år på arbejdsmarkedet var jeg valgt og dermed ansat som næstformand ved Dansk Metal, Frederikshavn afdeling.
Gennem de mange år på arbejdsmarkedet og senere som efterlønner / pensionist har jeg været politisk aktiv.
Jeg er nu Brobisse på Frederikshavn Værft og Bedding.

Jeg er gift med Tonni har en søn samt et barnebarn.

Jeg er født i Frederikshavn i 1932.

Efter endt skolegang som afsluttedes med en mellemskoleeksamen, kom jeg i lære som snedker hos Munch og Eisenhardt i Frederikshavn fra 1/11-48 til 1/11-52.

Efter endt læretid rejste jeg til København hvor jeg arbejdede hos en drejemester indtil jeg skulle ind og aftjene min værnepligt ved marinen.

Efter hjemsendelsen arbejdede jeg hos forskellige snedkermestre i Frederikshavn og på Frederikshavn Værft.

Jeg traf Else i 1954 og vi blev gift i 1956. Vi har 3 børn og 6 børnebørn. I 1960 byggede vi hus i Århusgade, hvor vi stadig bor.

Jeg blev ansat på Frederikshavn Værft d. 2/2-72 som snedker og kom på trælageret d. 1/3 samme år. Mit arbejde bestod i at tilskære plader og træ til snedkerne på værkstedet.

Jeg blev også medlem af værftets orkester i 1972, hvor jeg stadig forsøger mig som aktiv musiker.

Jeg gik på efterløn i 1993. Jeg har min gang i netværket og Værft Historisk selskab , som jeg er meget glad for.

Skibsbygger.

Jeg er født i 1944 og opvokset i den nordlige del af Sverige, hvor jeg efter afsluttet skole kom i arbejde som skovarbejder, traktorfører og bulldozerfører, indtil jeg blev arbejdsløs og ikke kunne finde et nyt arbejde.

1969 trak jeg teltpælene op og rejste med kone (som jeg senere blev skilt fra) og barn til Volvo i Gøteborg hvor jeg arbejdede som truckfører i 10 år. Der var jeg lidt fagligt aktiv og det belønnedes med en lille ferie til Frederikshavn. På Ritz mødte jeg en pige, som resulterede i at jeg flyttede til Frederikshavn i 1979.

Jeg fik arbejde i Dybvad som bødkermedhjælper, hvor jeg var et lille årstid indtil jeg i april 1980 begyndte på Frederikshavn Værft, senere Danyard, som arbejdsmand. I februar 1981 begyndt jeg på en 8 måneders skibsbyggermedhjælper kursus og blev ansat som skibsbygger oktober 1981.

19 gode og dejlige år blev det på Danyard inden værftet lukkede i 1999. 3 børn har det blevet til, 3 børnebørn (det 4. er på vej) og efterlønnen står på trappen. Mine fritidsinteresser er vel nok mest sport – med hovedvægt på ishockeyen, som jeg giver en hjælpende hånd med i ny og næ, lidt golf kan det også blive til.

Hvem er jeg, – ja navnet kan ses øverst i venstre hjørne, og forklaringen på “mellemnavnet” kommer længere nede i teksten.

Jeg er fra det herrens år 1940, nærmere bestemt 12. januar, begyndte i skole i 1947 og tog realeksamen i 1956.

Jeg begyndte i lære som skibsbygger en uge senere på det, der dengang hed Frederikshavn værft & Flydedok og har været ansat der indtil maj måned 1999, hvor jeg blev det man kalder fritstillet eller på godt gammeldags dansk, jeg blev fyret.

Men det skal man ikke gå og ærgre sig over for så bliver man skør i bolden, desuden er jeg så gammel at jeg kort efter gik på efterløn.

Hvad har jeg så foretaget mig i de 43 år på værftet, jo da jeg havde overstået min læretid blev jeg makker med Einer Christensen. Einer og undertegnede lavede for- og Agterstævne, senere kun agterstævne.

Da Einer stoppede på værftet, fortsatte jeg med at lave agterstævne, senere kom der rampesektioner til samt et stort B & W ror, der foruden havde jeg sammen med Henning Balle også noget optisk måling.

I 1987 kom jeg på loftet eller nærmere bestemt kontrolafdelingen, her kom målingen ind i billedet, samtidig med at jeg lavede byggebeskrivelser til brug i værkstederne, loftet og på tegnestuen.

I 1968 blev jeg gift med Lisbeth, men hvem der fandt hvem og hvorfor får nok stå hen i det uvisse, det er der vist ingen der kan give en forklaring på, men det kan vel egentlig også være ligegyldigt, bare parløbet fungerer.

3 børn er det blevet til, en dreng og to piger, senere en svigerdatter og to børnebørn Julie og Cecilie.

Fritidsinteresser – ja der er da et par stykker, den der har varet længst er jo nok fotografering, den næste er fremstilling af kryddersnapse, det er en hobby jeg varmt kan anbefale, for tænk jer den skal jo smages til, indtil smagen er behagelig og rar og det afgør man jo selv, en tredje interesse er boligforeningsarbejde hvor jeg i 1987 blev valgt til formand for afdeling 8 – Munkeparken. Afdeling 8 er en afdeling i Frederikshavn boligforening af 1945. Fagbevægelsen har jeg også snuset lidt til, jeg var i en periode næstformand i skibsbyggernes klub 5 på værftet.

Så summa summaria jeg kan sagtens få tiden til at gå, ellers kan man jo også skrive lidt ned om hvad man har foretaget sig, jeg har da i nærheden af 43 år på værftet at tage af.

Født d. 29 okt. 1943 i Købelev, ca. 12 km fra Nakskov, skolegangen foregik først i en almindelig kommuneskole, og derefter på Nakskov Gymnasium.

Var herefter, som alle nakskovdrenge skulle, et lille smut ude at sejle, først nordeuropæisk fart og senere en tur til Østen.

Senere kom jeg så i lære som skibsbygger på Nakskov Skibsværft, som dengang lige havde startet voksenuddannelse. Da jeg ved et tilfælde mødte en pige fra Frederikshavn – vi har nu været gift i 34 år – endte det med at jeg gjorde uddannelsen færdig på Frederikshavn Værft i 1969.

Efter et par afstikkere til Maskinfabrikken Gremo og Nordhydraulich, kom jeg tilbage til værftet i 1975. Blev i 1985 ansat som mester i stålafdelingen, hvor jeg var til 1996, hvor jeg blev fyret. Herefter blev jeg ansat som skibsbygger på Ørskov Stålskibsværft, hvor jeg var i 6 ½ år indtil de lukkede afdelingen på Sandholm

Jeg er nu gået på efterløn, og bruger det meste af min fritid på lystfiskeri.

(Afgået ved døden den 21. juli 2021)

Skibsbygger.

Født på Læsø.

Startede som Skibsbyggerlærling 15/3-1956 på Frederikshavn Værft og Flydedok.
Udlært 4 år senere og arbejdede på værftet som svend til 1964.

Vi flyttede derefter til Odense hvor jeg arbejdede på Odense Stålskibsværft til det lukkede i 1967. Derefter arbejdede jeg på Lindøværftet i 14 år. Vi boede i Odense, min kone og jeg og vores 2 drenge.

I 1978 flyttede vi til Frederikshavn hvor jeg igen kom til at arbejde på Frederikshavn Værft og jeg var der indtil 2000.

Afgået ved døden den 6. august 2016.

Skibsbygger.

Født i Borås Sverige i 1941.
Gift og har 2 børn.

Tog i 1955 hyre som motormand og reparatør i maskinrummet, og blev på denne måde anerkendt som selvlært metalarbejder.

Kom til Danmark og startede i 1982 som skibsbygger på Frederikshavn Værft.
Arbejdet bestod i at fremskaffe materialer til skibsbyggerne med kran, deraf øgenavnet “Skaffer”.
Stoppede på Danyard i 1998.

Fritiden bruges meget på FIK Ishockeyklub.

Jeg kom i lære som skibsbygger på Frederikshavn Værft og Flydedok den 26 august 1956.

Jeg kom til at gå med en skibsbygger der hed Weinkauff, vi mærkede profiler op til det der senere skulle bruges til skibe.

Jeg var også sammen med andre skibsbyggere og jeg lavede mange forskellige ting i læretiden.

Jeg blev udlært som skibsbygger i august 1960, og 2 måneder senere kom jeg ind til flyvevåbnet. Der var jeg 3 måneder i Karup og 13 måneder på Aalborg Flyvestation.

Efter soldatertiden kom jeg tilbage til Frederikshavn Værft som i mellem tiden var kommet til at hedde Frederikshavn Værft og Tørdok.

Jeg blev skibsbygmester i 1969 og var det i 18 år. Det var en god men stresset tid da der var mange ting der skulle passes ind.

Jeg arbejdede i 32 år på værftet i alt. Jeg kom fra værftet i 1987 og tog til Karstensens skibsværft i 7 måneder i Skagen. Til sidst afsluttede jeg med 13 år på Ørskov skibsværft som var gode år, inden jeg gik på Efterløn som 60 årig.

Jeg har været gift med Tove i 38 år, vi har 2 sønner 1 svigerdatter og 3 børnebørn.

Født den 14-09-1935 i Frederikshavn.

Jeg kom i lære som skibssnedker på Frederikshavns Værft den 02-08-1950 hvor jeg blev svend den 1 april 1955.
Så var jeg inde som soldat fra den 11-05-1955 til den 10-09-1956 ved Jyske telegrafregiment i Århus.

Jeg startede igen på værftet da jeg kom hjem, der var jeg til 1965.
Herefter kom jeg til Århusgades Maskinsnedkeri, hvor vi lavede møbler til Ørskovs værft. Der var jeg til 1971. Så kom jeg til Gunnar Hald hvor vi hovedsagelig lavede reparationer for Boligforeningen Vesterport.
1975 kom jeg tilbage til Værftet hvor jeg var til 1995 hvor jeg gik på efterløn.

Som skibssnedker laver vi alt inventar selv møbler, indvendige og udvendige døre, skodder og lofter. Det blev lavet på værkstedet, hvorefter det kom ud om bord til opstilling.

I 1962 blev jeg gift. Vi har 2 børn og 5 børnebørn. Vi byggede selv hus i 1965, som vi stadig bor i.