Pigernes indtog på Frederikshavn Værft

I 1979 var der så god gang i skibsbygning på Frederikshavn Værft, at de ikke kunne skaffe svejsere nok. AF og værftet enedes om at starte et 8 måneders kursus for piger. 22-10-79 var vi 10 piger i alderen 25-35 år der startede på specialarbejderskolen.(hvor mange der havde tiltro til dette projekt, skal jeg ikke kunne sige).

Vi var nok alle lige spændte, hvad enten det var lærer eller elev, hvordan ville det komme til at forløbe, kunne vi klare det.

Vi startede med 1 uges grundkursus i kantsømme med rutile elektroder, der skulle bestås en prøve for at kunne fortsætte.(vi var lidt betænkelige ved alle de gnister der fløj rundt om os, det vænnede vi os nu hurtigt til). Vi bestod alle. Fra 29-10 til 16-11 var det kantsømme 1 her skulle vi bl.a. lære under op, lodret faldende, lodret stigende. Det var noget sværere at styre smeltebadet. Lodret faldende gav Ruth og mig en del problemer indtil vi fik strøm nok på. Lodret stigende, hold godt ude i siderne ellers bliver der indbrændinger. Det passer ca. hvis i siger ” en kasse øl langsomt over midten, en kasse øl” osv. . Under op, var der gode chancer for at brænde sig, en gammel klud om halsen til at holde svejse lopperne ude var en god ting. De er utrolig gode til at finde ind til hals og bryst. Asta brugte ikke kedeldragt eller andet tøj af bomuld. Men gamle syntetiske trøjer, hun lignede snart en schwejtserost. Prøven var et kryds, hvor alle 4 svejsemetoder skulle laves inden der blev giver karakter. Vi var lidt svedt når sidste hjørne skulle laves, blev det noget skidt, var det et nyt kryds der skulle til. Vi bestod alle selv om der var kamp til stregen.

Fra 19-11 til 14-12 var det stumpsømme 1. Richard Skat Nielsen der var lærer på de første kurser skulle vise hvordan vi skulle skærpe pladerne. Vi fik demonstreret vi skulle åbne for hanerne inden vi tændte, nu var det bare det at Richard havde glemt alt om det gas og ilt han havde lukket ud var i kassen der skulle opsamle afbrændt jern, med det resultat at det gav et enormt brag, da han tændte. Han fik en kraftig oprydning i hans øjenbryn. Bodil måtte have en nervepille, vi andre lå flade af grin da det første chok havde lagt sig. Tiden mellem prøverne fløj af sted, alt var så nyt og spændende. Vi bestod alle prøverne i december. Nu kunne vi slappe af med en god lang juleferie.

Det var hurtigt gået op for os alle at vi var lidt af en medie begivenhed, aviser, radio, tv og ugeblade, ja alle fik vi besøg af. Det var meget sjovt til at begynde med, efter et stykke tid var det faktisk blevet en pestilens, hver gang der var prøve kom der nogen på besøg. Det gav ekstra nerver, det havde vi ikke brug for, Jeg tror vi var enige om, det ikke var let at være de første kvinder der tog et svejsekursus i Danmark. Vi bestod alle prøven i December, nu kunne vi slappe af i juleferien, det var dejligt.

Første praktikperiode på værftet.

Den 2-1-80 skulle vi så starte i praktik på værftet, Nerverne sad lidt uden på da vi mødtes med Georg Pedersen (svejsernes tillidsmand). Han tog os med ind på magasinet hvor vi fik en værktøjskasse. Derefter blev vi afhentet af mestre fra forskellige områder. Der var stor forskel på hvem man blev hentet af, nogen sagde pænt goddag. Vi var 6 der skulle være hos Poul Sørensen (Semulje) som han blev kaldt. Her var ikke noget med pænt goddag, kom her vi blev ført ud på nybygningen hvor vi skulle være. Vi blev så delt ud over hele skibet, 2 i huset, 2 på dækket og 2 i lasten. Så gik vi ellers til den med krum hals, vi skulle vise hvad vi duede til.

Vi fandt os til rette i løbet af formiddagen. Klokken 11.25 gik vi så i land, vi skulle jo ud og spise, tilbage var der en der råbte, vi fortsatte, det kunne ikke være os der blev råbt af. Stop det var os der blev råbt af, der kom en mand hen imod os, tilbage ombord råbte han, hvorfor? Klokken var snart 11.30 så vi skulle ud og spise. Har i hørt fløjten ? nej det havde vi ikke. Ingen må forlade skibet før fløjten lyder, arbejdstiden er effektiv, tilbage. Så lød fløjten, alle vores mandlige kolleger fik sig et godt grin, vi var gået lige i Knudsens fælde. Der var nogle regler der skulle overholdes, vi havde nok sat pris på om nogen havde informeret os om dem, vi kom jo lige fra skolen hvor der ikke var nogen der sagde noget selv om vi gik i god tid. Vi fik nogle drag over nakken de første dage, det var jo evigt skægt, når vi dummede os, vi var jo kvinder.

Vi blev nu ellers behandlet godt af vore kolleger lige fra starten.( Jeg hørte senere at sproget havde taget en forandring efter vi var kommet).

Efter nogle dage skulle Ruth og jeg arbejde på lugekarmene, altså måtte vi ud på stilladset, uha det havde vi ikke prøvet før, der var meget langt ned kunne de brædder nu holde? Så kom Semulje for at vise hvad vi skulle lave. Han havde nok på lang afstand set vi var noget betænkelige ved situationen. (Han havde sin egen form for humor). Han stod op på lugekarmen ,nu skal jeg vise jer hvad i skal lave, derefter sprang han de godt 2 meter ned på de for os tynde brædder. Vi havde nær fået et hjerteslag. Du der kom her, det var med bankende hjerte og rystende ben jeg bevægede over mod ham, alt mens jeg klamrede mig til alt hvad der var at få fat i. Er du bange spurgte han mig med sin bøse stemme, jeg kan ikke huske om jeg nikkede eller sagde ja. Så gav han sig til at grine, ( den indviede ved det betyder at trække på smilebåndet) der er ikke noget at være bange for, det er helt sikkert at bevæge sig her. Det kan godt være det er sikkert, men det varede nu nogen tid inden jeg blev helt fortrolig med det. Han fortalte Bodil han havde drømt om hende om natten. Hun ville gerne vide hvad han havde drømt, jo han havde drømt at hun var blevet hjemme ved sine kødgryder, det var ret frækt, hun tog det nu helt pænt, snart kom hun til en ny afdeling.

Efter ca 14 dage fik jeg besked på at gå ud i Dok 1. Dok 1, jeg anede ikke hvor det var, jeg viste også at det skulle jeg ikke spørge Semulje Poul om, så ville han råbe som en gal, især hvis han kunne se at man blev bange. Fat i kassen og af sted, der stor Willy, ham kendte jeg, hvor er Dok 1? Det er den af de små dokker der er længst her fra. Ok tak for det, da jeg nåede trappen kom Poul, nu skal jeg tage kassen, og du skal ikke bryde dig om at skvatte ned, hold fast i gelænderet, han havde en af sine venlige dage. Da vi kom ned stod der en anden mester, nå Poul er du blevet kassebærer. Poul begyndte at brumme, jeg tror ikke det var meningen der var nogen der skulle se han bar min kasse. Du skal lave denne kassekøl, og nu passer du på det er meget tynd plade, ellers kommer du selv til at lappe. Det var noget af en melding. (det var 5 mm plade vi var vant til min. 10 mm).

Fy for pokker hvor var det koldt, kong vinter viste sig fra den barske side, lag på lag moden havde vi opfundet længe før det blev moderne, termotøj var ikke rigtigt kommet frem endnu. Jeg gik efter nogen betænkning i gang med arbejdet, alt var stille omkring mig, hovedet lænede jeg godt op ad bunden, helt alene det var jeg ikke, det fandt jeg ud af, da de svingede en bundhammer inden for. Du forbarmede, da ekkoet i mit stakkels hoved havde lagt sig lidt tænkte jeg på hvordan klokkeren fra Notre Dame måtte have følt hver gang klokken lød.

Skibsbyggerne gav mig en undskyldning senere, de gik også i den tro at der ikke var andre i dokken, ellers havde de varskoet inden de for alvor var gået i gang. Efter den tid kunne jeg nok huske at bruge mine ørepropper, de var guld værd.

Som svejser kan man ikke arbejde sig til varmen, det var med at blive færdig så hurtigt som muligt, så kunne jeg vel komme i læ for sne og blæst. Det blev hurtigt færdigt, så var det bare med at finde Poul, det var lettere sagt end gjort, det skal siges at han overrendte ikke sine folk. Endelig kom han, jeg er færdig, nej du er ej, jo jeg er, lad mig se, nå vent lige lidt jeg skal lige sætte nogle gule streger ellers tror inspektøren ikke jeg har set på det, du kan gå ind om borde.

Liisa kom nu også ud i dokken til mig, det var nu også rart at have en makker at støtte sig til.

Vi skulle svejse bundstokke og spanter, fint arbejde vi havde jo fundet ud af det var noget andet at arbejde på værftet end på skolen. Der kunne man jo sætte emnet så man altid stod eller sad rigtigt. Her var det ind i mellem en god ting hvis man havde akrobatiske evner.

Vi fik også afprøvet vores tålmodighed, der skulle laves skridsikker dørk. Først lå en læredreng på dækket med et stort stykke plade med små huller i. Gennem hvert hul lave han et mærke med en farvetube, så kom vi og lavede en lille rund klat. Vi fik en fin instruktion i hvordan vi satte elektroden på jernet, lavede et drej med håndledet. De næste mange dage fik vi drejet håndledet mange gange, det var nok ikke så slemt for os, vi var jo stadig nye i faget.

Skibet var et inspektionsskib til Burma, den kommende besætning var her mens skibet blev bygget, det var en meget kold tid for dem, de udtalte senere vi havde to slags vintre, en grøn og en hvid. De var meget høflige, en dag jeg hoppede af cyklen, gled jeg på de glatte brosten lige ud for dem. De tog åbenbart den nejende bevægelse som en hilsen, de begyndte at bukke, hvor mange gange vi hilste kan jeg ikke huske, men det blev til nogle gange.

Beddingen

Lis du går på beddingen, så var det med at hanke op i kassen, som efterhånden var blevet ret tung, der var en del mere værktøj i end da vi startede. Atter var der nye mennesker, det var ingen sag for dem de vidste alle hvem jeg var. Vi var jo kun 10 piger mens der var 6-700 mænd, det var mange navne der skulle læres hen ad vejen.

De var alle søde og flinke, næsten for flinke, det var svært at passe sit arbejde, når så mange gerne ville tale med en. Selv om der ikke var ret mange af dem der regnede med vi ville holde mere end et år. Der var altid hjælp at hente hvis der var brug for det, nogle ting var så tunge at slæbe på så det var rart at være to. Jeg havde jo heller ikke nogen anelse om, hvor man fik forlænger kabler, lys og stilladser osv. Så var der den hjælp jeg ikke havde bedt om. Der var ikke den faggruppe der ikke følte et stort ansvar for om min strøm passede til det jeg lavede. Jeg skulle nok havde sagt fra, men det var ikke så let når folk nu var så venlige. Det skete først da Georg (tillidsmanden) til sidst spurgte om jeg ikke snart var træt af alle de gode råd, fra folk som ikke havde spor forstand på svejsning. Det måtte jeg indrømme jeg var, så sig nej tak det kan de forstå, har du brug for hjælp så spørg en af svejserne det får du mest ud af. Der efter gik det stille og roligt.

Der var hurtigt slidt hul af mine træskostøvler, jernet i snuderne var frit, at det skulle have nogen betydning anede jeg ikke noget om, det fik jeg. Jeg sad stille og roligt på knæene, hvilende på hælene, der var fugtigt overalt. Jeg satte en ny elektrode i, jeg fik sådan et rap i rumpen, jeg snurrede rundt helt sikker på at der var en der drillede mig. Mærkeligt der var ikke et øje, dette gentog sig nogle gange inden jeg fandt ud af hvad der foregik. Min viden om strøm var meget begrænset.

En dag jeg gik fra beddingen så jeg Ruth og Jane kravle op fra en tank på Pelikanen, der lå i Dok 1 (Pelikanen var et gammelt skib som blev brugt til afbrænding af spildolie fra havaristerne). Jane var rimelig gal over det kravlen i en olietank, man blev jo helt fedtet ind, skindærmerne som skulle tage de værste gløder var der olie på, hun mente Per Johansen (Mester) skulle skrive et nyt ud. Det ville han ikke, det fejlede jo ikke noget bortset fra den smule olie. Jane var meget vred, jo mere vred hun blev, des mere grinede Per, det var nu ikke pænt gjort. Senere blev de låst inde ombord. Da de kom op til fyraften var kahyt døren låst og besætningen havde forladt skibet. Der var heller ingen at se på kajen. Jane var ved at tage mål af sig selv for at se om hun kunne komme igennem et koøje uden at sidde fast. Det blev opgivet, ved 16.30 tiden var der en som trængte til at lade vandet ved kaj kanten. Han blev noget overrasket over at høre råben fra Pelikanen, han tilkaldte portvagten så de kunne blive låst ud. Dem var på panellinien så vi ikke så meget til, det var faktisk kun i middagspausen og til fyraften. Der blev talt meget om hvad vi oplevede. Praktiktiden gik hurtigt, sådan er det vel altid når der sker noget nyt, det var ved at være tiden vi skulle tilbage til skolen, det var lidt vemodigt, nu følte vi os hjemme. I januar da vi startede i praktik, startede der umiddelbart efter et ny kursus med 10 andre piger, de var nu klar til første praktikperiode.

Tilbage på skolen

Den 25-2 startede vi så på skolen. Kantsømme 2 det var stillingssvejsning, det krævede lidt tankevirksomhed, idet smeltebadet altid skulle være vandret, disse prøver blev også bestået. Vi var nu kun 9 piger tilbage, det var ikke mere noget for Gitte.

De sidste 14 dage på skolen gok med stumpsømme 2. Vi havde jo lært at skærpe plader på første skoleophold, så det var bare at gå i gang. Basiske elektroder har en sær evne til at sidde fast. Den mindste smule uopmærksomhed, smask så sad den uhjælpelig fast. Når man så fik lirket den af, så manglede det halve af belægningen, så var den ubrugelig. Elektroderne var dyre så vi skulle behandle dem pænt og bruge det hele. Ja godmorgen, stille og roligt, stryg den som en tændstik så går det hele af sig selv. Ja den var god, en gnist så hang vi der igen, det krævede en god portion tålmodighed og mange elektroder inden vi fik det lært. Endnu en gang bestod vi alle, der kom en 4-5 stykker fra værftet for at lykønske os, de havde en kasse øl med til deling, det er der nu aldrig nogen af vores kolleger der har troet på.

2. praktikperiode

23-3-1980 startede vi så for sidste gang i praktik. Som første gang blev vi fordelt over det hele. Liisa og jeg kom ind i den store svejsehal, til Leif Schmidt og Otto Pedersen. De var meget stille og rolige når man tænker Semuljes humør svingninger.

Vi fik et dækhus, vi skulle arbejde sammen med en gammel svejser der hed Osvald. Indtil nu havde det aldrig givet en krone i bonus, det skræmte os nu ikke, vi knoklede ud af i et vanvittigt tempo. Osvald ville gerne tale både med os og alle andre kolleger, indtil Liias finske temperament løb af med hende. Hun fik fortalt Osvald klart og tydeligt, at vi var der for at tjene penge, ikke for at snakke. Ville han arbejde med os skulle han bestille noget mellem pauserne. At der ikke var nogen der bad os om at slappe lidt af, forstår jeg ikke, vi gik ikke efter en pakke elektroder af gangen. Nej vi tog to. Da huset var færdigt havde vi fuld bonus, det har nok gibbet lidt i nogen. Morakkere ville nogen kalde os, det var nu ikke for at sætte nogen i et dårlig lys. Vi lærte nu hurtigt det var bedre at holde et moderat tempo hvis vi skulle blive der i mange år. Det var ikke længe vi var i hallen der var ikke så meget arbejde der lige i den tid. Så vi kom tilbage på beddingen, vi ville nu også helst være ude, nu var vejret også ved at blive godt. Enkelte dage blev jeg også lånt ud til havariafdelingen. Der var Lisbeth, det var hyggeligt at komme ud og arbejde sammen med hende, det var noget helt andet end nybygningen. Lisbeth og Lis går ned og svejser de fundamenter der bliver sat op. Fint nok, det var fint arbejde de blev fuldsvejst, så kom Ib ned, han var en meget rolig og sindig skibsbygger. Har i fuldsvejset fundamenterne? Ja det havde vi da. “Ja så må vi jo bare håbe at de står hvor de skal”. Vi så lidt på hinanden, det var godt nok en god ide en anden gang lige at sikre sig de var hæftet på plads. Jeg tror det gik godt den gang, ellers var vi nok kommet til at høre for det på en eller anden måde. Det lærte vi så også lidt af. Ret hurtig i 2. praktikperiode fandt Joan ud af det ikke var noget for hende.

Ansættelse

Den 23-6 1980 var vi så 8 som blev ansat. Bent Majlund informerede os om løn, arbejdsnummer osv.. Der efter underskrev vi vores ansættelses papirer. Jeg mener vi startede med ca. 56 kr. + bonus, det var en god løn. Her var ligeløn det var en ting der blev talt meget om i de år.

I 1998 da første fyringsrunde begyndte var vi 4 tilbage. Ruth, Jane og Lis på Danyard. Liisa var i 87 flyttet over på Ørskov stålskibsværft. Lisbeth kom desværre ud for en arbejdsulykke i 1985, hun kom aldrig til at arbejde som svejser igen.