Henning Pedersen

Maskinarbejder.

Født og opvokset i Hellum ved Brønderslev.
Efter endt skolegang på Realskolen i Dybvad var jeg en kort tid på landet som landbrugs medhjælper (årlig løn med kost og logi kr. 1.800,00).

Fik svendebrev 1963 som maskinarbejder på Uggerbys Maskinfabrik, Brønderslev, og var derefter ved militæret i 3 år på kasernen i Viborg.

Kom til Frederikshavn i marts 1966, hvor min første arbejdsplads var ved Larsen og Søn i Strandby. Da vi ikke kunne enes om lønnen, kom jeg på Frederikshavn Værft, og her var mit ophold ca. 4 måneder, før jeg blev afskediget sammen med andre 110 mand.

I november 1966 fik jeg arbejde ved Kofoed og Christensen, dengang med adresse på Skagensvej 13-15. Her var jeg i 27 år og var Tillidsrepræsentant i ca. 20 år for maskinarbejderne. Jeg var aldrig valgt som Fællestillidsrepræsentant men forhandlede også for de ufaglærte.

De sidste 11 år på arbejdsmarkedet var jeg valgt og dermed ansat som næstformand ved Dansk Metal, Frederikshavn afdeling.
Gennem de mange år på arbejdsmarkedet og senere som efterlønner / pensionist har jeg været politisk aktiv.
Jeg er nu Brobisse på Frederikshavn Værft og Bedding.

Jeg er gift med Tonni har en søn samt et barnebarn.

Erling Jørgensen (Erling trælager) (1932-2011)

Jeg er født i Frederikshavn i 1932.

Efter endt skolegang som afsluttedes med en mellemskoleeksamen, kom jeg i lære som snedker hos Munch og Eisenhardt i Frederikshavn fra 1/11-48 til 1/11-52.

Efter endt læretid rejste jeg til København hvor jeg arbejdede hos en drejemester indtil jeg skulle ind og aftjene min værnepligt ved marinen.

Efter hjemsendelsen arbejdede jeg hos forskellige snedkermestre i Frederikshavn og på Frederikshavn Værft.

Jeg traf Else i 1954 og vi blev gift i 1956. Vi har 3 børn og 6 børnebørn. I 1960 byggede vi hus i Århusgade, hvor vi stadig bor.

Jeg blev ansat på Frederikshavn Værft d. 2/2-72 som snedker og kom på trælageret d. 1/3 samme år. Mit arbejde bestod i at tilskære plader og træ til snedkerne på værkstedet.

Jeg blev også medlem af værftets orkester i 1972, hvor jeg stadig forsøger mig som aktiv musiker.

Jeg gik på efterløn i 1993. Jeg har min gang i netværket og Værft Historisk selskab , som jeg er meget glad for.

Lars Jonsson (1944 – 2020)

Skibsbygger.

Jeg er født i 1944 og opvokset i den nordlige del af Sverige, hvor jeg efter afsluttet skole kom i arbejde som skovarbejder, traktorfører og bulldozerfører, indtil jeg blev arbejdsløs og ikke kunne finde et nyt arbejde.

1969 trak jeg teltpælene op og rejste med kone (som jeg senere blev skilt fra) og barn til Volvo i Gøteborg hvor jeg arbejdede som truckfører i 10 år. Der var jeg lidt fagligt aktiv og det belønnedes med en lille ferie til Frederikshavn. På Ritz mødte jeg en pige, som resulterede i at jeg flyttede til Frederikshavn i 1979.

Jeg fik arbejde i Dybvad som bødkermedhjælper, hvor jeg var et lille årstid indtil jeg i april 1980 begyndte på Frederikshavn Værft, senere Danyard, som arbejdsmand. I februar 1981 begyndt jeg på en 8 måneders skibsbyggermedhjælper kursus og blev ansat som skibsbygger oktober 1981.

19 gode og dejlige år blev det på Danyard inden værftet lukkede i 1999. 3 børn har det blevet til, 3 børnebørn (det 4. er på vej) og efterlønnen står på trappen. Mine fritidsinteresser er vel nok mest sport – med hovedvægt på ishockeyen, som jeg giver en hjælpende hånd med i ny og næ, lidt golf kan det også blive til.

Ole Jensen

Bent “Agterstævn” Jensen

Hvem er jeg, – ja navnet kan ses øverst i venstre hjørne, og forklaringen på “mellemnavnet” kommer længere nede i teksten.

Jeg er fra det herrens år 1940, nærmere bestemt 12. januar, begyndte i skole i 1947 og tog realeksamen i 1956.

Jeg begyndte i lære som skibsbygger en uge senere på det, der dengang hed Frederikshavn værft & Flydedok og har været ansat der indtil maj måned 1999, hvor jeg blev det man kalder fritstillet eller på godt gammeldags dansk, jeg blev fyret.

Men det skal man ikke gå og ærgre sig over for så bliver man skør i bolden, desuden er jeg så gammel at jeg kort efter gik på efterløn.

Hvad har jeg så foretaget mig i de 43 år på værftet, jo da jeg havde overstået min læretid blev jeg makker med Einer Christensen. Einer og undertegnede lavede for- og Agterstævne, senere kun agterstævne.

Da Einer stoppede på værftet, fortsatte jeg med at lave agterstævne, senere kom der rampesektioner til samt et stort B & W ror, der foruden havde jeg sammen med Henning Balle også noget optisk måling.

I 1987 kom jeg på loftet eller nærmere bestemt kontrolafdelingen, her kom målingen ind i billedet, samtidig med at jeg lavede byggebeskrivelser til brug i værkstederne, loftet og på tegnestuen.

I 1968 blev jeg gift med Lisbeth, men hvem der fandt hvem og hvorfor får nok stå hen i det uvisse, det er der vist ingen der kan give en forklaring på, men det kan vel egentlig også være ligegyldigt, bare parløbet fungerer.

3 børn er det blevet til, en dreng og to piger, senere en svigerdatter og to børnebørn Julie og Cecilie.

Fritidsinteresser – ja der er da et par stykker, den der har varet længst er jo nok fotografering, den næste er fremstilling af kryddersnapse, det er en hobby jeg varmt kan anbefale, for tænk jer den skal jo smages til, indtil smagen er behagelig og rar og det afgør man jo selv, en tredje interesse er boligforeningsarbejde hvor jeg i 1987 blev valgt til formand for afdeling 8 – Munkeparken. Afdeling 8 er en afdeling i Frederikshavn boligforening af 1945. Fagbevægelsen har jeg også snuset lidt til, jeg var i en periode næstformand i skibsbyggernes klub 5 på værftet.

Så summa summaria jeg kan sagtens få tiden til at gå, ellers kan man jo også skrive lidt ned om hvad man har foretaget sig, jeg har da i nærheden af 43 år på værftet at tage af.

Bent Børge Hansen (1943 – 2021)

Født d. 29 okt. 1943 i Købelev, ca. 12 km fra Nakskov, skolegangen foregik først i en almindelig kommuneskole, og derefter på Nakskov Gymnasium.

Var herefter, som alle nakskovdrenge skulle, et lille smut ude at sejle, først nordeuropæisk fart og senere en tur til Østen.

Senere kom jeg så i lære som skibsbygger på Nakskov Skibsværft, som dengang lige havde startet voksenuddannelse. Da jeg ved et tilfælde mødte en pige fra Frederikshavn – vi har nu været gift i 34 år – endte det med at jeg gjorde uddannelsen færdig på Frederikshavn Værft i 1969.

Efter et par afstikkere til Maskinfabrikken Gremo og Nordhydraulich, kom jeg tilbage til værftet i 1975. Blev i 1985 ansat som mester i stålafdelingen, hvor jeg var til 1996, hvor jeg blev fyret. Herefter blev jeg ansat som skibsbygger på Ørskov Stålskibsværft, hvor jeg var i 6 ½ år indtil de lukkede afdelingen på Sandholm

Jeg er nu gået på efterløn, og bruger det meste af min fritid på lystfiskeri.

(Afgået ved døden den 21. juli 2021)

Børge “Læsø” Faldt. ( Afgået ved døden 6. august 2016)

Skibsbygger.

Født på Læsø.

Startede som Skibsbyggerlærling 15/3-1956 på Frederikshavn Værft og Flydedok.
Udlært 4 år senere og arbejdede på værftet som svend til 1964.

Vi flyttede derefter til Odense hvor jeg arbejdede på Odense Stålskibsværft til det lukkede i 1967. Derefter arbejdede jeg på Lindøværftet i 14 år. Vi boede i Odense, min kone og jeg og vores 2 drenge.

I 1978 flyttede vi til Frederikshavn hvor jeg igen kom til at arbejde på Frederikshavn Værft og jeg var der indtil 2000.

Afgået ved døden den 6. august 2016.

Bo “Skaffer” Davidsson

Skibsbygger.

Født i Borås Sverige i 1941.
Gift og har 2 børn.

Tog i 1955 hyre som motormand og reparatør i maskinrummet, og blev på denne måde anerkendt som selvlært metalarbejder.

Kom til Danmark og startede i 1982 som skibsbygger på Frederikshavn Værft.
Arbejdet bestod i at fremskaffe materialer til skibsbyggerne med kran, deraf øgenavnet “Skaffer”.
Stoppede på Danyard i 1998.

Fritiden bruges meget på FIK Ishockeyklub.

Kurt Christiansen (1934 – 2015)

Erling Christensen (Den lange)

Jeg kom i lære som skibsbygger på Frederikshavn Værft og Flydedok den 26 august 1956.

Jeg kom til at gå med en skibsbygger der hed Weinkauff, vi mærkede profiler op til det der senere skulle bruges til skibe.

Jeg var også sammen med andre skibsbyggere og jeg lavede mange forskellige ting i læretiden.

Jeg blev udlært som skibsbygger i august 1960, og 2 måneder senere kom jeg ind til flyvevåbnet. Der var jeg 3 måneder i Karup og 13 måneder på Aalborg Flyvestation.

Efter soldatertiden kom jeg tilbage til Frederikshavn Værft som i mellem tiden var kommet til at hedde Frederikshavn Værft og Tørdok.

Jeg blev skibsbygmester i 1969 og var det i 18 år. Det var en god men stresset tid da der var mange ting der skulle passes ind.

Jeg arbejdede i 32 år på værftet i alt. Jeg kom fra værftet i 1987 og tog til Karstensens skibsværft i 7 måneder i Skagen. Til sidst afsluttede jeg med 13 år på Ørskov skibsværft som var gode år, inden jeg gik på Efterløn som 60 årig.

Jeg har været gift med Tove i 38 år, vi har 2 sønner 1 svigerdatter og 3 børnebørn.