Enhver ansat på værftet har været i kontakt med Poul Mathiasen som maskinarbejder, arbejdsstudietekniker, mester, personaleadministrator eller slet og ret kollega.
Her fortæller han selv om sine 42 år på værftet:
Poul Mathiasen fortæller selv:
“Jeg hedder Poul Mathiasen og var ansat på Frederikshavn Værft, det senere Danyard i 42 år.
Jeg kom i lære som mekaniker den 1. september 1944 hos autofirmaet T. H. Hansen, og der var jeg indtil 1950 , hvor jeg begyndte på værftet.
Min start på værftet gik til på den måde, at jeg på maskinarbejdernes generalforsamling kom til at sidde sammen med nogle unge svende derfra og de siger så til mig: “Du Mathiasen – hvad har du i løn?”. “Jeg har 119 kroner om ugen”. “Du er sgu ikke rigtig klog” sagde de, “Nede på værftet har vi 140 kroner” og det var jo mange penge – 21 kroner mere om ugen. Det gik jeg så og spekulerede over, så dagen efter siger jeg til værkføreren: “Jeg skal lige op og snakke med skattevæsenet”, jeg ville ikke sige jeg skulle ned på værftet og søge arbejde.
Jeg kørte ned på værftet og det var en gammel mester der hed Simonsen jeg skulle tale med. Jeg havde en fløjlskasket på og den måtte jeg ikke have på, når jeg skulle på kontoret, så den kom under armen. Jeg kommer ind på kontoret, “Undskyld” siger jeg. “Hvad vil du” siger han. “Ja jeg søger altså arbejde hernede”. “Vi har ingenting” siger han. “Nå men så må de meget undskylde” og på vej ud af døren råber han højt: “Vil du arbejde over?”. “Det vil jeg gerne”, siger jeg. “Så kan du begynde i morgen tidlig” siger han. Så jeg begyndte hernede den 9. maj 1950 og det var i klub 2 – maskinarbejdere ombord.
Jeg kom i hovedmaskinsjakket, hos en gammel sjakbajs der hed Christian Westergård og hos ham var jeg i 10 år. Derefter kom jeg ind i maskinværkstedet i klub 3 og efter et år derinde blev jeg næstformand i klubben.
Arbejdsstudier
Så kom der noget nyt hernede, det hed arbejdsstudier og tidtagning og det var noget arbejdsgiveren gik meget op i, så fællesklubben ville have lavet et modtræk, de ville have en mand uddannet til det samme og det blev jeg så udtaget til af fællesklubben. Uddannelsen foregik rundt om i landet, jeg kom på metalskolen og jeg kom på LO skolen i Helsingør og jeg kom også på Teknologisk institut i Århus. I Århus blev jeg uddannet i 6 uger i træk på lige fod med en af værftets funktionærer, vi tog derned mandag morgen med lyntoget og kom hjem den følgende fredag.
På en af disse ture havde jeg en sjov oplevelse, når vi tog af sted mandag morgen skulle vi lige ud i den medfølgende spisevogn og have vores kaffe med tilhørende rundstykke og der kom vi i snak med en rejsende vist nok en repræsentant og han ville da gerne vide hvor vi var på vej hen, ja vi var da på vej til Århus for at blive uddannet indenfor arbejdsstudier og tidtagning. Så siger han til min følgesvend: “er i så funktionærer begge to?”. “Nej nej”, siger han og peger på mig – “ham der er kun timelønnet”, “nå kun” siger han ,” er der da nogen forskel på det?”. “Ja” siger funktionæren, “jo” siger jeg og rækker hånden i vejret, “der er den forskel at jeg har 1000,00 kroner mere i løn om måneden end han har”. Så var vi færdige med at snakke mere om det.
Da jeg så var uddannet arbejdsstudietekniker skulle vi vælge modtrækket som man siger, og det gik til på den måde at jeg skulle være med til at tidsfastsætte akkorder – jeg skulle være med til at kontrollere.
Mit job bestod i at jeg kontrollerede funktionærerne og funktionærerne kontrollerede de timelønnede. På et af disse job stod jeg ude ombord på en reparation med en stor seddel og så skulle jeg kontrollere de forskellige mestre, hvor tit de var ude og se til deres folk på arbejdsstedet på skibet og det kom der nogle sjove episoder ud af, nogle af mestrene troede at jo flere krydser de fik jo bedre, en mester kunne indenfor en halv time gå rundt om mig seks gange så jeg kunne slå et kryds på ham – de anede faktisk ikke hvad det gik ud på. Men der kom da det ud af det at mestrene ikke var så tit ude på deres job som de skulle være, men de timelønnede de var der, og det kom der mange diskussioner ud af, men det gik sgu godt nok fint, det må jeg indrømme.
Men så begyndte de at uddanne os sammen nede i kælderen om aftenen, der kom en ekspert fra Århus der hed Jacoby, han stod for uddannelsen af funktionærer og timelønnede og det stod på en hel vinter og det kom der et meget fint samarbejde ud af. Men så stoppede man arbejdsstudier og tidtagning – det gled ud – det gled faktisk ud over hele landet, man havde fundet ud at det sgu ikke var vejen frem lige godt. Vi havde noget der hed arbejdsstudieudvalget eller noget i den retning, en formand fra funktionærerne og 2 timelønnede – en snedker og så mig, men det blev vi enige om at nedlægge. Senere begyndte man igen at aftale akkorder med sin mester.
Mester
Da vi så kommer hen i maj måned 1970 må de på en eller anden måde fået øje på mig, for en dag siger min mester – Lund i maskinværkstedet – til mig: “Underdirektøren vil tale med dig, hvad har du nu lavet?. Han vil tale med dig med det samme”. “Det ved jeg sgu ikke”, sagde jeg. Jeg gik så derud og underdirektøren sagde: “Sæt dig ned Mathiasen” – jeg satte mig ned – “De skal være mester fra mandag af” – “Hvem siger det?” – “Det siger jeg sgu”, sagde han. “Det vil jeg altså tænke over hvordan og hvorledes”, sagde jeg. Jamen han stod og skulle bruge en nu og han skulle være mester i reparationsafdelingen ombord og det skulle være mig. “Det vil jeg da tænke over”, sagde jeg og gik ud og passede mit arbejde.
Så gik der 8 dage og underdirektøren kom ind i værkstedet og siger til mig, “Har De bestemt Dem?”, “Nej det har jeg ikke”, sagde jeg, “jeg har gået og spekuleret på det og jeg vil da også gerne vide, hvad lønnen er, det har De ikke oplyst mig om”. “Lønnen er så´n og så´n”, sagde han. “Nej”, sagde jeg, “det vil jeg ikke, jeg tjener mere som maskinarbejder”. Så forlod han igen værkstedet.
Der gik igen 8 dage og han kom ind i værkstedet og sagde at nu skulle der til at ske noget, for han skulle ansættes fra den 1. juni. “Jamen jeg er også nødt til at snakke med konen” – “Hvad helvede”, sagde han, “er De så´n en kagekone – kællingen skal bestemme – sådan nogen har vi sgu ikke brug for”. “Jamen det er der ikke noget at gøre ved”, sagde jeg, “så bliver jeg hvor jeg er”, “men jeg vil have det i løn, som jeg har forlangt”. “Det er jo lige så meget som en af de ældre mestre vi har hernede, det kan De faneme ikke få som ny”. “Det er der ikke noget at gøre ved”, sagde jeg, “jeg fortsætter”.
Jeg kan ligeså tydeligt huske, 2 dage inden den 1. juni kom han igen ind i værkstedet og sagde: “Så siger vi at De får det i løn De har forlangt og De har vel snakket med kællingen”. “Jamen så er det i orden”, sagde jeg. “Så begynder De den 1. juni”, sagde han. “Nej det gør jeg ikke”, sagde jeg, “jeg vil have min ferie først, for jeg vil sgu ikke springe lige ud i det, skal være makker med dem i dag og så være deres mester i morgen”. Ja så ville han faneme ikke høre flere betingelser, så det blev sådan.
Jeg begyndte som ung mester i reparationsafdelingen ombord, jeg blev rørmester og der var jeg i mange år og jeg levede jo på at vi havde nogle gode sjakbajser, for jeg var jo ikke vant til at være mester. Jeg må sige at de rørsjakbejser, de var simpelthen gode og de hjalp mig gennem de første vanskelige år, de var fine, de bakkede en fuldstændig op og det kom til at køre fint. Da der var gået nogle år, blev jeg så seniormester, jeg skulle ikke mere leve som føl, jeg fik mit eget.
Personaleansvarlig
Senere fandt man ud af at man skulle have en personaleadministration, de fandt ud af at de ikke rigtig kunne styre folkene som mestrene kunne, sådan med alle mulige ting og så blev det på et møde bestemt at jeg skulle være personaleadministrator for maskinarbejdere og elektrikere og det blev og var jeg så fra 1982 til 1986.
Det må jo åbenbart have kørt godt, for ledelsen fandt så på at jeg skulle have dem alle sammen, skibsbyggere, svejsere og arbejdsmænd – jeg skulle have det hele. Jeg flyttede fra kontoret i maskinafdelingen til et kontor i noget vi kaldte tømmerbygningen, vi havde kontor ovenpå og jeg kom til at sidde sammen med produktionschefen, og det job bestred jeg indtil den 1. februar, jeg stoppede den 31. januar 1992.
Personaleadministrationen bestod af at samtlige ansættelser og afskedigelser skulle igennem mig, derudover skulle jeg lave en plan hver eneste uge over hvor mange folk vi skulle bruge den efterfølgende uge. For eksempel skulle jeg regne ud hvor mange skibsbyggerne havde brug for, og jeg skulle sørge for, hvis de ikke havde noget at lave i værkstedet at de så kom på afventningstimer i marketenderiet. Jeg skulle fuldstændig kontrollere deres fravær og jeg skulle ordne deres ferie med lister, ja jeg skulle også lave samtaler med nyansatte, simpelthen alt indenfor det timelønnede personale, funktionærpersonalet havde jeg ikke noget med at gøre.
Da jeg stoppede hernede var der mellem 1400 og 1500 timelønnede ansatte, så det var noget af et job. Med alle de mennesker kom der selvfølgelig også nogle kedelige oplevelser. Min kone var ansat hos Codan forsikring og hvis jeg havde fyret en mand, kunne vedkommendes kone godt ringe og skælde hende ud, “Nu er vi nødt til at opsige vores forsikringer, fordi din mand har fyret os i dag”. Om aftenen kunne de ringe hjem til mig og grædende sige at nu måtte de gå fra hus og hjem, det var de kedelige episoder, men de allerfleste de var gode.
En fredag formiddag ringer jeg til en kone, “Har du manden hjemme”? “Nej det har jeg ikke”. “Det var da sørens for ham skulle jeg fat i, for han skulle starte nede hos os på mandag”. “Skal han starte nede ved jer på mandag”, sagde hun, “jamen hvad er det da for noget, det ved jeg da ikke noget om, så er han da taget et andet sted hen”. “Hvordan det “, siger jeg. “Jamen han begyndte da nede ved dig for fjorten dage siden”. Det var en af de dumheder man gik og lavede ind imellem, når man skulle bruge mange folk i en fart.
Som tidligere fortalt var jeg dernede i 42 år og har været ude for både gode og dårlige oplevelser, her er en af de mindre heldige:
Der ligger 2 skibe i dok 3 – den ene ligger selvfølgelig forrest og så havde vi en lille en bagved og så har vi et fast princip og det er, at når vi skal fylde vand i dokkerne siger dokmesteren til os, “I ringer lige når i er klar og så har vi folk ombord til at kontrollere søventilerne”, det er de ventiler der lukker vand ind i systemet og de går jo ret ud til havet. Vi havde et søventilsjak der skulle sørge for mandskab på begge skibe der skulle dokkes ud, “den der ligger bagerst skal blive i dokken, den skal lige slæbes ud og så ind igen, men den forreste skal blive ude”.
Vi begynder så at fylde vand i dokken og har kontrol over situationen – tror vi – i hvert fald på den forreste, for den kommer fint op, den anden bliver stående på klodserne, det kunne vi ikke forstå. Vi havde så en kollega vi kaldte “Marokko” , han løber ombord i den der ikke kommer med op, og lige så snart han åbner døren til maskinen og træder ind, træder han i vand. Vandet står helt op over hovedmaskinen fordi vi havde glemt at sætte at sætte søventiler i og have kontrol på.
Der var ikke andet ar gøre end at tømme dokken for vand, montere søventilerne, fylde vand i dokken igen, slæbe skibene ud af dokken og til sidst slæbe den bagerste ind igen, derefter kunne vi gå i gang med at renovere det hele – hovedmotoren, hjælpemaskinerne ja alt skulle renoveres – det var en bet.
Dejlige oplevelser, var når vi gik hernede både dage og nætter, lørdage og søndage og så skibet sejlede til tiden, det fik værftet mange roser for. De forskellige kontorer var meget stolte af vores værft. Det var et reparationsværft og det skulle aldrig have været lukket, så havde der været noget der hed Danyard i dag – det tror jeg på. Men der var mange dejlige oplevelser – det var der – det var simpelthen verdens bedste arbejdsplads – det holder jeg på.
Selvfølgelig er det en farlig arbejdsplads, et sted hvor der sker så meget, men jeg vil da bare sige at mange ting også er blevet overdrevet. Sikkerheden hernede synes jeg selv personlig, der bliver gjort meget ud af, sikkerhedsfolkene bliver uddannet og sikkerheden var der ikke nogen der gik på akkord med – det var der ikke. Skulle vi bruge et stillads i en fart og det skulle hænge på skibssiden et eller andet sted og folk stod og trippede for at komme ombord – jeg ved det var sådan – havde vi fat i sikkerhedsmanden og sige: “Der går ingen på stilladset før der er rækværk omkring”, så det holdt vi meget strengt på – hele vejen igennem – det gjorde vi altså.
Men selvfølgelig var det en farlig arbejdsplads – man kan jo ikke holde øje med alle – hver eneste mand. De fleste går jo på akkord og tror selv at det der, det går nok. Men jeg synes da der bliver gjort en masse for det hernede. Jeg synes vi har haft nogle gode sikkerhedschefer hernede – selvfølgelig har der været undtagelser – men de fleste af dem har været nogle gode sikkerhedschefer. Vi ser da også på statistikken at antallet af ulykker faldt efter at der rigtig blev gjort noget ved det.
Vi havde en overgang en masse Østtyske skibe – vi havde rigtig mange, skibe fra noget der hed Fiskekombinat Rostock – store fabriksskibe og sådan noget. Jeg må skynde mig at sige at for os der skulle gå derude og have den daglige kontakt med dem, aftale hvad de skulle have lavet og sidde og tale med kaptajnen om skibet, lavede værftet et tyskkursus om aftenen – teknisk tysk – og jeg skal sige at jeg ikke har lært tysk i skolen – men i dag det vil jeg love – jeg snakker fantastisk godt tysk og det er altså noget værftet har sørget for.
Jeg skulle deltage i forskellige kurser dengang jeg blev udnævnt til mester og jeg havde kun været mester i en måned, så blev jeg sendt på et tre ugers kursus på “Arresøhøj” på Sjælland. Hvert eneste år blev jeg sendt på “Bøgehøj”, og det var arbejdsgivernes kursusbygning ved Ebeltoft – da den blev bygget var det ikke “Arresøhøj” mere. Man gik meget op i det her sociale – man skulle forstå dem man havde med at gøre, man skulle ikke gå og tro man var en konge – så blev man kørt ud af porten.”
