Vagn Randrup

 

Jeg hedder Vagn Randrup og er født i Thisted i det herrens år 1925. Mine forældre flyttede til Frederikshavn i 1931 på grund af den store arbejdsløshed, som gik over landet i tredverne.
Jeg har således haft min skolegang i Frederikshavn, de første tre år på det, der dengang hed Fladstrandsgades skole, i dag Handelsskolen.

Fra fjerde klasse gik vi på Ørnevejens skole, indtil jeg blev konfirmeret i 1939 og gik ud af skolen.

Tiden blev nu brugt i et par bypladser, mens min fader forsøgte at finde en læreplads til mig. Han mente at en uddannelse som Elektriker måtte der være fremtid i, selv om jeg helst ville være noget med træ og skibe. Det lykkedes ham da heller ikke at finde en læreplads før jeg selv, gennem en nabo, blev stillet en læreplads i udsigt på Værftet som skibstømrerlærling.

Jeg begyndte så på Værftet den første april 1941 som lærling hos Skibstømrerne. Vi var to der begyndte samme dag, i forvejen var der fem andre lærlinge og femogtredve svende.

Værftet var en god læreplads. Når prøvetiden var overstået fik vi lov til at købe værktøj. Snedkerdrengene havde lavet en flot værktøjskasse til os, noget de havde som øvelse. Det vi kaldte Kabyskassen lavede vi selv, den brugte vi når vi havde værktøj med om bord.

Der blev dengang lagt meget trædæk ombord i skibene. Tanktop og garnering samt lastribber fik alle lastskibe, så der var nok at lave og hjælpeværktøj var der ikke meget af. Vi havde enkelte boremaskiner; det var jævnstrømsmaskiner, så det var nogle store tunge krabater, men tiden har heldigvis ændret sig.

Efter fire års læretid fik jeg mit svendebrev udleveret, og lønnen steg nu til 90 øre i timen. Den havde kun været fra 12 kr. om ugen det første år stigende til 18 kr. det sidste år. De ældre svende fik en krone og ti pr. time.
Jeg talte en dag med mester om at få lidt mere i timen, men det kunne ikke lade sig gøre, da vi skulle arbejde som ungsvende i to år.

Jeg besluttede at rejse til Strandby Skibsværft, hvor jeg var godt et år indtil jeg kom ind som soldat. Det var en god arbejdsplads, hvor jeg lærte meget om skibstømrerarbejde.

Efter soldatertiden var jeg en kort tid på Flyvestationen i Aalborg som hustømrer. Jeg savnede imidlertid havet, så jeg tog til Sæby og fik arbejde hos min gamle Undermester fra Værftet, han havde købt værftet der. Hen på foråret besluttede jeg at tage til Sverrig og arbejde. Her fik jeg arbejde hos Sigvart Carlson på Kallø Knippla, en eller rettere sagt to små øer med en havn imellem, som lå i nordre skærgård.

I slutningen af 1948 var jeg tilbage i Frederikshavn og fik igen arbejde på Værftet, og nu var det til den høje timeløn.
Jeg konstaterede på et tidspunkt at mange af mine kollegaer, som var i deres bedste alder, var ved at gå i stå skrive- og regnemæssigt, så jeg besluttede at gå på aftenskole for at forbedre mine skolekundskaber. Det har hjulpet mig meget, og senere blev jeg da også valgt ind i diverse bestyrelser, hvor der blev brug for lærdommen.

I alt var jeg på Værftet til slutningen af 1957. Der var da kommet to nye mestre, min gamle læremester Carl Melchiorsen var holdt op, og det kneb med at enes med især den ene mester, så på et tidspunkt måtte vi skilles, og jeg begyndte hos Mortensens Skibsbyggeri. Her var jeg i 26 år og lavede meget dejligt arbejde, men også her tog det slut under nogle nye ejere.

Jeg forsøgte at komme på Værftet igen, men her kunne de ikke bruge gamle folk, selv om jeg kun var godt 58 år. Jeg søgte nu ud til Ørskov og var her til jeg var 62 år. Det er den bedste arbejdsplads jeg har været på, skammeligt at den måtte lukke.

I 1951 blev jeg gift med Dagny, vi fik to drenge, men ingen havde ønsker om værftarbejde.
Vi har i år været gift i 53 år, vi har haft et godt ægteskab og har begge været både fagligt og politisk engageret. Jeg har været medlem af Frederikshavn Sejlklub siden 1948 og er da også udnævnt til æresmedlem.

Januar 2004.
Vagn Randrup.